Sanduko Nyhedsbrev Sommer 2025
Her et Sommer – Nyhedsbrev med forskellige tanker / billeder / glimt fra vores hjælpearbejde i Afrika:


Alle foto – på nær et enkelt – i dette nyhedsbrev er fra 3.klasses arbejde med at forme dyr i ler; – billederne er et studie i en beundringsværdig opmærksomhedskraft hos de mange fattige og udsatte børn.
I Politiken
For få uger siden var der i Politiken et interview med den amerikanske leder af FN´s kendte børneorganisation UNICEF, Catherine Rusell. Temaet var bl.a. den højaktuelle og omdiskuterede nedskæring af den amerikanske bistandshjælp Usaid, – en nedskæring medradikale og truende øjeblikkelige konsekvenser for den tredje verdens lande, bl.a. Afrika.

At sikre underprivilegerede børns skolegang er en af Unicef´s hovedopgaver. Cathrine Rusell udtaler: ”Vi ser millioner af børn, som ikke går i skole, eller som ikke lærer noget i den skole, de går i. Desuden har vi i de næste 20 år en meget stor demografisk boble, især i Afrika, hvor masser af nye unge mennesker er på vej. Hvad stiller vi op, når vi allerede i dag er ude af stand til at uddanne alle? ”
Ja, vores tid og hele menneskelighed står over for enorme udfordringer, vi mærker det sikkert alle. En ny kurs, en ny strategi må findes. Rusell ser rimeligt optimistisk på situationen, bl.a. gennem hele tiden i alle projekter at tænke børns og unges uddannelse ind: Arbejdes der med elektricitets-udbygning i et udviklingsland – et område som har gjort Kenya til et førende udviklingsland – så at sørge for at skoler og uddannelsessteder får første prioritet i projektet. Således i alle forhold at fokusere på det der kan gøres ! Som en af vores sponsorer til et barn ved Mbagathiskolen skrev til os: ” Midt i hele vores problematiske verdenssituation er det en enorm glæde at vide, at i hvert fald de 450 børn på skolen hver dag er en del af en opbyggende sund og god skolegang for livet.” At fokusere på det der kan gøres i hele det medmenneskelige og sociale område synes af enorm betydning i dag for vores hjælpearbejde.

Vores projekter
Ingen af vores faste regelmæssige læsere af vores nyhedsbreve er i tvivl om den kompleksitet vi møder i aktuelt at skulle skaffe midler til Mbagathiskolens drift: ”Thank you for writing to us and for sharing the inspiring material about your lovely school and the highly appreciated food-program for the underpriviliged children. Unfortunately, we are unable to help with funding for your project”, er svaret vi ofte møder i Kenya, i Europa, i Danmark. Vores prioritet lige nu har karakter af en begyndende nødstrategi, nemlig at sikre, at vi har de omkring 400.000 danske kr til at dække skolens årlige madbudget.
Vi lader andre store prioriteter for fundraising vente, håbende at f.eks. skolebusserne, som længe har trængt hårdt til en udskiftning, ikke bryder sammen i morgen eller i juni eller i november. Det koster uforholdsmæssigt meget at blive ved med at reparere og holde busserne; men holdt op imod den afgørende betydning det har at kunne gennemføre skolens madprogram med enkel, men nærende kost til de 450 skolebørn, er der ingen i tvivl om strategien. Maden er livsvigtig i ordets bogstaveligste forstand.
Sultne børn kan ikke lære- de har ikke styrken, opmærksomhedskraften eller den nødvendige interesse.
Så den samlede strategi på skolen for nu er nedskæringer, holden igen med alle udgifter og så at sikre maden for 2025 og om muligt også for 2026. Her i Danmark arbejder vi i vores lille team aktuelt med at række ud til større firmaer, der på en eller anden måde, er relateret til produktion eller salg af fødevarer, som en udvidelse af de mange fonde vi også har søgt og søger midler hos.
Vedr. foto til højre: Bemærk, den lille pind mellem hoved og krop, det er en giraf, der er ved at blive formet! 😊


Sanduko Farmprojektet
Vores landbrugs/farm projekt ved Mbagathiskolen med etableringen af den såkaldte Syntropic Farming må ses i hele denne beskrevne kontekst med fokusering på projekter, der kan gøre en forskel. Farm-projektet fokuserer på en optimering af egenproduktion af mad på Mbagathiskolen – altså en ernæring/klima-foranstaltning – men også på en absolut økonomisk målsætning. Projektet som ledes af Ole Hermansen her fra Sanduko går godt, der er en overraskende vækst i planter og træer – alt sammen plantet i marts, – og en stærk økonomisk monitorering har holdt implementeringsudgifterne på et så lavt niveau, så del 2 af projektet evt. også vil kunne blive påbegyndt, fortsat for Sanduko-midlerne.
Sanduko Sponsorprojekt
En for Mbagathiskolen bæredygtig fremtidsrettet økonomi bygger – som ofte nævnt her i nyhedsbreve – på sponsoraterne, hvor skolepenge for børnene bliver betalt af sponsorer. P.t. har skolen i alt 800 sponsorater af 33 euro ellers af i Sanduko 250 kr. Det er ekstremt værdifulde midler: om end der også er sponsorer, der falder fra af en eller anden grund, er det relativt konstante midler, som skolen kan bygge på i budgetter år for år. Så hele vores strategi sammen med de andre involverede europæiske hjælpeorganisationer har sponsorater fortsat absolut højprioritet i fundraising arbejdet. Et skolebarn behøver 2 sponsorater for at blive dækket, et barn der også er i kostskole-afdelingen behøver 4 sponsorater, så vi har lang vej igen til fuld dækning. Men strategien er absolut af høj vigtighed for skolen, – samtidig mærker vi og vores europæiske samarbejds-hjælpeorganisationer til fulde, at den urolige og uforudsigelige verdenssituation let kan betyde en tilbageholdenhed i at give de månedlige beløb, om end de måske egentlig ikke i praksis vælter den private økonomisituation.
Vi vil i denne situation værdsætte meget om nogle af jer sponsorer vil være ”budbringere” og bringe muligheden for at blive sponsor videre til bekendte og familie. Og i den sammenhæng også yderligere en anden opfordring til jer, nemlig :

Skriv jeres sponsor-historie:
Er der nogle af jer der har lyst til at skrive en lille tekst til os om, hvordan det er at være sponsor og betydningen for en selv:
Hvorledes ..(barnets navn).. kom ind i mit liv og blev der” .
Eller hvis det ikke er et sponsorat for et navngivent barn så:
”Hvorledes Mbagathiskolen kom ind i mine aktiviteter og blev der”.
Vi vil bruge disse små glimt i vores arbejde med at søge nye sponsorer. Vi vil kunne anvende teksterne anonymt eller med jeres navn alt efter, hvad I måtte ønske.
Om børnene på Mbagathiskolen :
Det pædagogiske arbejde med de stærkt underprivilegerede, sårbare og ofte traumatiserede børn på Mbagathiskolen er meget afgørende og af stor betydning. Her en lille fortælling, der beskriver aspekter af dette:
Måske nogen af jer kender sangen ”You raised me up” – sunget gennem mange årtier af forskellige kunstnere. Sangen er fortsat aktuel med sit stærke indhold omkring håb, styrke og det at overkomme nød: – et kraftfuldt budskab om menneskelig støtte og resiliens. Omkvædet lyder:
You raise me up so I can stand on mountains
You raise me up to walk on stormy seas
I am strong when I am on your shoulders
You raise me up to more than I can be
Du rejser mig op, så jeg kan stå på bjerge
Du rejser mig til at gå på stormfulde hav
Jeg er stærk, når jeg er på dine skuldre
Du hæver mig op til mere end jeg kan være
Sangen blev sunget af 4. klasse på Mbagathiskolen , Rudolf Steiner Skolen i Nairobi, til en optræden tidligere på året. Det blev et lille stærkt vidnesbyrd, om det store pædagogiske og sociale arbejde, der finder sted på skolen med i ordets egentlige forstand at bringe små mennesker og unge op til deres bedste potentiale, også selvom deres livsomstændigheder er meget udfordrende. Bringe dem op gennem menneskelig kontakt til lærerne, gennem en kreativ og levende undervisning. Lyt til sangen og musikken her via følgende link:
En ung kvinde Neema, der også er blevet ”rejst op til at stå på bjerge” gennem en uddannelse støttet af Sanduko
Over de sidste 3 år har Sanduko finansielt støttet Neema fra Tanzania i at få en Eurytmi-Uddannelse ved Læreruddannelsen i Cape Town. Eurytmi er et bevægelsesfag i Steinerskoler – bevægelse til ord og musik. Neema – se foto – er nu færdiguddannet og har i marts fået sit endelige diplom. Hun er nu vendt tilbage til Østafrika for at påbegynde eurytmi-undervisningen på regionens steinerskoler. Hun skriver således:

Mit navn er Neema Godfrey Makene. Jeg er vokset op i Dar Es Salaam i Tanzania under fattige forhold. Efter at have lært Steinerskolen i Dar Es Salam at kende voksede der frem i mig et stort, men nærmest urealistisk ønske om at blive eurytmist for de afrikanske steinerskoler.
Men på trods af alle hindringer har jeg nu gennemført min 3-årige eurytmiuddannelse i juni 2024 på Centre For Creative Education i Cape Town i Sydafrika.
Min eurytmi-uddannelse kunne finde sted takket være Sanduko og den løbende støtte fra andre organisationer. I juli 2024 kom jeg tilbage til Østafrika, hvor jeg har en kontrakt med Steinerskolerne om at undervise i perioder på de forskellige skoler i Tanzania og i Kenya.
Jeg startede op med at undervise børn fra 1 til 7. klasse på Hekima Waldorf School i Tanzania.
De første par måneder var meget intense og virkelig meget krævende. Alt var nyt for mig, men også for børnene; det var nemlig første gang, at børnene og skolen havde en eurytmilærer. Hekima skolens klasser er derudover meget store med helt op til 40 børn i hver klasse.
Men heldigvis har det hele udviklet sig godt, og børnene nyder nu at bevæge sig i eurytmiundervisningen, ligeledes klasselærerne.
Jeg var meget glad for min uddannelse i Cape Town med meget dygtige lærere, og jeg er nu meget optaget af at være tilbage i Østafrika og undervise i eurytmi for både børn og voksne. Undervisningen af de voksne finder sted 3 gange om året på Rudolf Steiner Skolen, Mbagathi – hvor jeg underviser på Læreruddannelsen. Ligeledes en udfordring som ungt menneske at arbejde med voksne. Men til slut en stor og varm tak til Sanduko for medvirken til et løft af hele mit liv og min pædagogiske opgave”
Vi har i Sanduko haft mulighed for at følge og overvære Neemas eurytmiundervisning på Læreruddannelsen på Mbagathiskolen, – og oplever i hende et meget målrettet og personligt stærkt ungt menneske, der kan være med til at bygge fremtid i Østafrika.

Sanduko hjemmeside
Så er det sommer og vores nye Sanduko hjemmeside er endelig ”i luften”. Vi har skrevet om dette arbejde før, men nu er den nye hjemmeside der !!!! Ja, det har været en lang proces, båret af frivillige: En meget stor tak til Søren og Gustav. Det er et godt skridt for vores forening, – nu har vi en opgraderet og mere udtryksfuld ramme. Selvfølgelig vil hjemmesiden fortsat være i bevægelse, forhåbentlig løbende give levende indtryk af de mange ting, der sker og lever i vores forening. Hjemmesiden se : www.sanduko.dk
Ønsker du at blive sponsor?
Så udfylder du blot tilmeldingsblanket her, og vi vil kontakte dig.
Med de bedste hilsner og ønsker for en god sommer til alle fra hele Sandukos bestyrelse
Clara Ussing
