MBAGATHISKOLEN – EN SKOLE DER GIVER HÅB
Rudolf Steiner Skolen – kaldet Mbagathiskolen – i Nairobi i Kenya er en østafrikansk skole, som vi i Sanduko har støttet siden dens start i 1989. Vi deler således en lang erfarings-og udviklingsperiode sammen og skolen er fortsat et fokuspunkt i vores arbejde. Sandukos støtte sker gennem sponsorater for skolebørnene, støtte til læreruddannelsen, støtte til skolens udviklingsprojekter , samt gennem konsulent – og ledelsesbistand.
Mbagathiskolen er pædagogisk baseret på den globalt velkendte og værdsatte Steiner /Waldorf-pædagogik, hvor en af de bærende tanker bag er en ligevægtning af intellektuelle, kunstneriske og håndværksmæssige fag. At opbygge en bredde af menneskelige kvaliteter for fremtidens samfund er en drivkraft i pædagogikken. Vores verden i dag er totalt kompleks med ekstreme udfordringer – hele tiden i hurtig forandring. Steinerpædagogikken – og dermed også Mbagathiskolen – ønsker at være et menneskeligt svar på denne udfordring: Hvorledes undervise og lære børn og unge for livet – gøre dem stærke, kreative, fordomsfrie og fleksible , klar til at være med til at forme fremtidens samfund – i dette tilfælde det stærkt komplicerede kenyanske samfund med alle dets problemstillinger.
Mbagathiskolen rummer 420 børn fordelt i 1-10 klasse, samt 4 børnehavegrupper. Eleverne på skolen er for absolut størstedelen af dem meget udsatte børn, ofte sårbare og traumatiserede børn. En stærk indre menneskelig resiliens – som lever i børnene – er formet gennem deres meget hårde liv i de store slumområder i Nairobi, hvor tusindvis af underprivilegerede mennesker lever under ekstremt barske livsforhold og i stor menneskelig nød og sult. At dække de mest basale livsnødvendigheder er en daglig kamp for mennesker og familier i slumområderne. En del af Mbagathiskolens børn er forældre- eller familieløse; de bor I skolens store kostskoleafdeling med 122 børn i alderen fra 3-16 år. På trods af alle børnenes hårde barndom konfronteret med menneskelig omsorgssvigt, kriminalitet , vold, alkohol og narkotika gribes de af deres skolegang, bliver optaget af skolearbejdet og formår at indgå i det store varme menneskelige fællesskab med klassekammerater og skolens 55 medarbejdere. – Et helt lille samfund – alle med det samme mål for øje at arbejde for at give nogle af Kenyas mest udsatte og fattige børn får en ny chance – et nyt håb i livet.
Igen og igen er vi i Sanduko vidne til dette at dette håb tændes børnene. Deres ellers så fastlagte vej ind i et voksenliv med fortsættelse af fattigdom og nød ændres radikalt gennem en skolegang der udvikler deres færdigheder og indre menneskelige kvaliteter.
Mbagathiskolen er en privatskole, som ikke støttes af den kenyanske regering så hele skolens drift bygger på sponsorater og donationer. En meget udfordrende økonomisk opgave som Sanduko er en del af år efter år i et tæt samarbejde med andre hjælpeorganisationer i Europa.
Se her Mbagathiskolens hjemmeside :
https://steinerschoolmbagathi.co.ke/