SANDUKO NYHEDSBREV JULEN 2025
Kære alle Sanduko sponsorer og medlemmer, samt alle interesserede

Med dette ovenstående billede af lyset mellem barnet og læreren, vil vi i Sanduko sige jer alle en stor tak for al jeres interesse, trofasthed og støtte til vores skoleudviklings – og hjælpearbejde i Afrika gennem 2025.
Jo, det har været et år med mange udfordringer og hårdt arbejde i ikke mindst af finansiel karakter, men tilbage står også et indtryk af et meget inspirerende arbejde med dygtige og stærke kenyanske samarbejdspartnere, skønne, dygtige børn præget af en stærk resiliens overfor livets barske sider og en massiv og varmende opbakning til vores arbejde her fra Danmark gennem vores trofaste kreds af sponsorer, medlemmer og interesserede. En oplevelse af over kontinenter og kulturgrænser at dele ønsket og håbet om at hjælpe sårbare børn i vores verden til at få en for dem livsforandrende uddannelse.
Så fra os i Sanduko ønskes I alle en fredfyldt adventstid og en rigtig glædelig jul med de bedste ønsker for, hvad det kommende nye år 2026 vil bringe.

Michelle Caroline fra 10.klasse

Odor Ochieng Klasselærer i 5.klasse
I vores sidste Nyhedsbrev – Efterår 2025 – , som blev udsendt i november, var der en udførlig beretning fra vores arbejdsopgaver i Kenya med fokus på Rudolf Steiner Skolen, Mbagathi, i Nairobi i Kenya. Ikke mindst vores udfordringer i forbindelse med planlægning af det omfattende arbejdet for 2026 at finde nye indtægtsgivende ressourcer til Mbagathiskolens drift og udvikling: En finansiel fremtidig bæredygtighed. En krævende og udfordrende transformation vi forventer i høj grad kommer til at præge 2026´s arbejde for os i Sanduko.
Vi vil vende tilbage til al dette i det nye år, men ellers var det tanken i dette julenummer at lade to afrikanske stemmer tale for sig selv: to stille, men meget markante stemmer.
Michelle Caroline – elev i Mbagathiskolens afgangsklasse, 10.klasse og i november på vej ud af skolen, – og Odor Ochieng, klasselærer i 5.klasse. Begge stemmer et vidnesbyrd om et fællesskab, hvor en usædvanlig udvikling og menneskelig transformation finder sted. Se foto af Michelle og Odor ovenfor.
Michelle Caroline skriver i sit ”afskedsbrev” til skolen bl.a. følgende udsagn:
”Når jeg engang har afsluttet min universitetsuddannelse, ønsker jeg at vende tilbage til skolen og give tilbage til skolen igen, for alt det jeg selv har modtaget:
At være et lys der oplyser et andet barns lys. For det er fuldstændigt sandt at sige, at skolen har kraften og det menneskelige mod til at forandre et menneskets fremtid. Skolen åbner døre for alle; den giver muligheder til dem , der ellers ikke har muligheder i livet.”
Odur Ochineg kalder sit nedenstående bidrag for: En gave af ægte uddannelse
”Hver morgen, når solen står op over Mbagathis bakker, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg er her – for at være en del af noget virkelig transformerende. På Rudolf Steiner Skolen, Mbagathi, handler uddannelse ikke blot om bøger eller eksamener. Det handler om at vække barnets ånd: nysgerrigheden, undren og den dybe følelse af forbindelse til selve livet. Jeg har personligt oplevet denne transformation. For nylig, i min
fjerde klasse, studerede vi historien om Loke fra nordisk mytologi, en fortælling fuld af ballade, konsekvenser og forløsning. En stille dreng sad dybt bevæget af historien. Senere sagde han: “Jeg tror, jeg har været som Loke nogle gange, men måske kan jeg også ændre mig.” I det øjeblik så jeg ikke kun forståelse, men også en opvågnen, et barn, der begyndte at reflektere indad og forbinde sine oplevelser med noget større. Scener som disse er ikke sjældne her. De sker i hver klasse, hver dag. Uanset om det er gennem maleri, bevægelse, historiefortælling eller simple øjeblikke med latter og undren, begynder vores børn, mange af dem fra meget ydmyge baggrunde, at genopdage deres følelse af værd og muligheder. Uddannelse her handler ikke om at haste igennem indhold, men om at give plads til, at hver sjæl kan vokse. Mange af vores børn kommer fra familier med meget begrænsede midler, men inden for disse vægge finder de farve, rytme og omsorg. De opdager, at læring kan være smukt, at venlighed er styrke, og at selv en simpel historie kan røre hjertet. Det er denne gave af ægte uddannelse, som Rudolf Steiner Skolen, Mbagathi, stræber efter at tilbyde ethvert barn, uanset deres omstændigheder.
Gennem årene har gavmildheden fra venner og velvillige fra hele verden opretholdt denne vision. Deres støtte har gjort det muligt for skolen at tilbyde måltider, læringsmaterialer og et omsorgsfuldt miljø til børn, der ellers aldrig ville opleve en sådan skole. For det er vi dybt taknemmelige.
Men efterhånden som skolen vokser, og flere børn ankommer, hver med deres egne behov, håb og drømme, finder vi os selv kaldet til at række ud efter støtte. Fra hvor jeg står som lærer, kan jeg sige dette med sikkerhed: Det, der sker i vores klasseværelser, ændrer liv. Taknemmeligheden i øjnene hos et barn, der endelig føler sig set, selvtilliden hos en, der finder sin stemme, glæden hos en anden, der lærer gennem skønhed og leg – det er de sande frugter af jeres støtte.
Til alle venner af Rudolf Steiner Skolen, nær og fjern, tak fordi I tror på vores arbejde. Og til dem, der hører vores historie for første gang, inviterer vi jer varmt til at slutte jer til os. Sammen kan vi sikre, at ethvert barn, der træder ind ad vores porte, ikke blot får en uddannelse, men en livserfaring, der vækker det bedste i dem. ”

Her Odor – nr. 7 fra højre – med alle sine lærerkollegaer på Mbagathiskolen – November 2025

Og her Michelle i midten bagerst med klassekammeraterne fra 10.afgangsklasse -November
Coop – Crowdfunding
Vores Coop-Crowdfunding Projekt, som vi søsatte i november, og som vi skrev om i sidste Nyhedsbrev har været en rigtig spændende og for os ny fundraising type at følge. Allerede et par dage efter opstart havde vi nået vores første delmål på 10.000 kr; nu er vi i skrivende stund helt tæt på det næste opdaterede delmål på 20.000 kr. Det er vi rigtig glade og taknemmelige for.
En interessant og god erfaring har det været at følge, at vi gennem denne form for fundraising er kommet i kontakt med en stor og helt ny kreds af donorer, i crowdfunding sprog, de såkaldte ”backers”. Dejligt at opleve at så mange – der ellers ikke kender til vores arbejde – så umiddelbart ønsker at støtte.
Tusind tak også til dem af jer, som har givet jeres bidrag.
Det endelige mål – at kunne sikre dækning af budget 2025 for den så afgørende skolemad på Mbagathiskolen – er 80.000 kr; altså meget højere. Men projektet udløber den 19. december, så må vi se, hvor vi står. Her igen link til vores Coop Crowdfunding Projekt, om nogen vil være med i det sidste opløb eller sende linket videre til kontakter. https://crowdfunding.coop.dk/project/2478
Julegavebidrag
Som tidligere år modtager vi med stor taknemmelighed et julegavebidrag til brug for Sanduko´s arbejde og opgaver. Alle donationer kan gøres fradragsberettigede ved indbetaling til Merkurfonden:
8401 – 1017906.
Indbetaling skal ske inden 31.12.-2025. Husk at det er afgørende vigtigt for skattefradragsprocessen at anføre Cpr-nummer og navn ved indbetalingen. Det maksimale skattefradrag i 2025 er på 19.000 kr.
Da Sanduko ikke får information om indbetalinger til Merkurfonden, beder vi jer om ved alle indbetalinger til Merkurfonden at sende en e-mail til Sanduko med beløb, navn, e-mailadresse og evt. også gerne om de skal målrettes et bestemt formål.
Send til sanduko@mail.tele.dk
Ønskes beløbet ikke fradragsberettiget er det blot enklest at indbetale til Sanduko`s egen konto i Andelskassen Merkur: 8401 – 1502717.
Mærk her indbetalingen med navn, e-mailadresse og evt. formål.
Eller måske endnu enklere via vores Mobile Pay: 62 24 22 Mærk på lignende vis som ovenstående.
Ønsker du et sponsorat kan du tilmelde dig digitalt via vores hjemmeside www.sanduko.dk eller du kan også kontakte Clara Ussing: sanduko@mail.tele.dk tlf : 21356736
Vejledende sats for et sponsorat er 250 kr for et skolebarn eller 500 kr for et kostskolebarn per måned.
Ønsker du at blive medlem af Sanduko: Indbetal det årlige kontingent på 200 kr til vores konto i Andelskassen Merkur: 8401 – 1502717. Mærk indbetalingen med navn og mailadresse, samt med Kontingent 2025. Kontingenter er de eneste midler, der går til administration, derfor helt afgørende for vores virke og udviklingsmuligheder. Alt arbejde udføres 100 % frivilligt.
Nyhedsbrevet skrevet af Clara Ussing

