16
Jun

Sanduko Nyhedsbrev Julen 2024

Her er Pauline, en af de stærke, og stolte kenyanske kvinder, der er med til det nuværende store byggeprojekt på Rudolf Steiner Skolen, Mbagathi, i Nairobi, i Kenya

På få måneder har et team af meget dygtige og rutinerede daglejere næsten færdigbygget et nyt klasseværelse til skolens udvidelse med en 10, klasse per. januar 2025. – et lærerværelse, et selvstændigt laboratorium til kemi og fysik, samt 5 små en eller to-rums huse til det personale, der befinder sig fast på grunden, såsom en buschauffør, en vagtmand, en kok til boarding-afdelingen….

Og snart – per 6.januar ved skolestart står det hele klart.

Morsomt og indtryksfuldt har det været at følge byggeprocessen gennem oktober/november, hvor alt arbejdet er foregået på grunden: tilhugning af de store grå byggesten, opbygning af tagtrækonstruktion, svejsningsarbejde til vinduer osv. Hver morgen starter teamet med en fælles bøn og en arbejdsinstruktion – og tydeligt er det, at byggelederen har et team af omhyggelige folk, der er lykkelige for arbejdet; det giver dem den daglige mulighed for at dække deres families basale behov. Alt materiale, der leveres til byggeriet, overvåges og administreres ligeledes af en kvinde, som tydeligt i hele hendes gestus og holdning – klædt i store afrikanske klæder om hovedet og kroppen – er en stærk og velanset autoritet i teamet.

            Hvorledes arbejde med bistands-og udviklingsarbejde i vores verden af i dag?

                                                             Tanker ved årsskiftet.

Efter nu igen næsten 2 måneder i Kenya, på Mbagathiskolen, står det i skrivende stund klart, at vores største udfordring i de kommende år vil være at få Mbagathiskolens hele drift finansielt sikret. Det er som et mirakel, at det har været muligt at drive skolen siden dens første start i 1989 udelukkende på basis af donationer og sponsorater: en skole med nu snart 420 elever fra fattige slumområder, en kostskoleafdeling for 122 af dem, 56 medarbejdere – alt uden statsstøtte og uden væsentlig hjælp fra skolepenge-betalende forældre. Hårde tider i Kenya er en realitet, politisk, samfundsmæssigt ikke mindst for de mest underprivilegerede, der er en voksende del af Kenyas befolkning: – de skolepengebetalende forældre på Mbagathiskolen er faldet fra omkring 18 % til nu nærmere 11%. Ud af den samlede befolkning på godt 34 millioner lever 18 millioner under den globale fattigdomsgrænse på omkring 14 kr. om dagen. 56 % af bybefolkningen lever i slumområder. Og ikke mindst er også vores verden i Europa forandret og udfordret. Vi ved det alle. Utryghed, krige, oprustning, konflikter, og ikke mindst truende klimaforandringer og humanitære nødsituationer, gør fundraising vanskelig og meget ustabil. Flere fonde – i vores gennem årene omhyggeligt opbyggede netværk – må melde, at det vil blive svært at finde midler. Individuelt oplever mange mennesker måske også en frygt for at forpligte sig til et sponsorat for et barn. Sanduko giver – bl.a. gennem alle vores sponsorer – et betydeligt beløb hvert år til Mbagathiskolen, men det er en kendsgerning, at hovedparten af driftsomkostningerne på skolen kommer fra vores søsterorganisationer i Tyskland. Tysklands meget alvorlige finansielle og politiske aktuelle situation har allerede konsekvenser: det er umuligt for de tyske organisationer at yde de samme bidrag som tidligere. Vi står måske alt i alt på mange måder overfor en global krisesituation, der vil betyde nødvendigheden af en ny platform for vores fundraising-arbejde.

Så vi går ud af 2024 med store – og usikre – arbejdsopgaver foran os i Sanduko og på Mbagathiskolen for 2025. Men vi arbejder videre og er meget taknemmelige for den megen trofaste støtte vi får fra vores kreds af sponsorer og bidragsydere derhjemme i Danmark. Det er meget værdsat og set!

Vi har igennem denne hjælp igen og igen set det muligt at gøre noget – og ser med megen taknemmelighed på, hvor uhyre stor en forskel de mange sponsorbeløb, de mange gavepenge og donationer, som vi har modtaget, kan gøre. Vi har set den afgørende og livsbekræftende betydning af denne pengestrøm, der sikrer børns skolegang og set, hvor meget udvikling og vækst af skoler, kan ændre livet for de mest sårbare og nødlidende børn.

Så med denne afrunding af 2024 og fremblik på 2025 vil vi sige jer alle endnu engang en meget varm og meget hjertelig tak for jeres kontinuerlige og trofaste støtte, opbakning og interesse.

Fra Sanduko´s Bestyrelse de hjerteligste ønsker om

En Glædelig Jul og et godt og frugtbart Nyt År.

Jul på Rudolf Steiner Skolen, Mbagathi, i Nairobi, i Kenya

Allerede slut oktober blev alle skoler i Kenya – statsskoler som privatskoler – lukket ned for den meget lange ”sommerferie” til først i januar.  Så der blev fejres en meget tidlig Juleafslutning på Mbagathi Skolen. Et julespil og den traditionelle Adventsspiral, hvor alle børnene går ind og tænder deres eget lille lys  ved det store lys i midten. Alle synger glade med på Christmas Carols.

Hvis du vil komme i julehumør og mærke julens varme hos børnene så se den lille video fra festen her:

Dagen efter var der ”Cultural Day” – en stor fest, hvor børnene med den største energi kastede sig ud i forskellige kenyanske traditionelle danse,  se her link:

Udenfor salen var der gjort klar til alle børnene med den traditionelle kenyanske julespise med kogte bananer og hirsegrød.

De gule skolebusser kørte derefter afsted med nogle af børnene, for andre var det den lange gåtur på de støvede veje hjem fra skole, der ventede.

Men for de fleste betød det en uendelig lang skoleferie med uger, ja, flere måneder uden ordentlig mad, tryghed eller omsorg foran dem.

Livsvilkårene for de mange børn på Mbagathiskolen.

En kendsgerning er det at mange af børnene vender tilbage med traumatiserende oplevelser.

Men juleferien for børnene var samtidig startskuddet til en lang række af aktiviteter for skolens ledelse, lærere, medarbejdere til en lang række af projekter, tiltag og dage med arbejde for at udvikle og støtte skolen, dens økonomi og hele dens udvikling. Samtidig også kurser og møder involverende de øvrige steinerskoler og steinerinitiativer i Østafrika.

Alt sammen en lang række af Sanduko aktiviteter.

Glimt fra Sanduko aktiviteter gennem de seneste måneder

En god udvikling undervejs – donation fra Sanduko

Francis Kilonzo – farmmanager på Mbagathiskolens farm – og Ole Hermansen fra vores Sanduko Bestyrelse ses her ved et af deres møder på Mbagathi Skolen i november. Længe har Ole og Sofie Novak Hansen, også fra Sanduko, hjemme fra DK, været i gang med et projekt omkring en mulig øgning af farmens produktion af grønsager og frugt til Mbagathiskolens for børnene meget afgørende skolemad. Det er en stor opgave:  farmens produktion er underlagt tunge konsekvenser af klimaforandringerne med meget ubalance, med de lange perioder med tørke, vekslende med alt for megen regn med heftige oversvømmelser. Begge kontraster med alvorlige vanskeligheder for afgrøde. Et udviklingsprojekt er nu sat op.

Det støttes finansielt af en betydelig donation gennem Sanduko. Projektet indebærer en styrkelse af effektivitet og produktion i den eksisterende farm; men også inddragelse og kultivering af et nyt stykke af jord på skolegrunden til opbygning af et såkaldt Syntropisk Landbrug, en dyrkningsmåde, hvor der med beplantning bygges et økosystem op der selv balancerer lys, væde, varme og, hvor produktionen kan øges betydeligt. Ole bliver facilitator på projektet i tæt samarbejde med Francis og to tyske biodynamikere, der allerede i en årrække har hjulpet til med farmens udvikling gennem deres årlige besøg. Skolen spiller allerede en betydelig rolle lokalt og for de østafrikansle steiner-initiativer ved implementeringen af det biodynamiske. Spændende bliver det nu at se betydningen af implementeringen af den syntropiske dyrkningsmetode, som også betyder en tæt kontakt til en organisation i Nairobi ”Forrest Foods”, der arbejder med bæredygtig, grøn omstrukturering af landbrug i Kenya, herunder syntropisk farming.  Vi går samtidig i Sanduko i gang med fundraising for de 500.000 kr, der stadigvæk skal findes for at dække hele det store samlede madbudget for 2025 for de mange skolebørn og medarbejdere.

Sanduko involvering i Kurser/Møder

Ud af mange Sanduko aktiviteter her på Mbagathiskolen fra de sidste par måneder kan det nævnes, at i november har Troels Ussing fra Sanduko fortsat med næste modul af det såkaldte ”Leadership Course” for skole-ledelserne fra de Østafrikanske Steiner-skoler. I december er Troels medstifter af et nyt Antroposofisk Grundkursus som – sideløbende med at Læreruddannelsen – startes op over 3 dage i begyndelsen af december. Der har bl.a. også været en vellykket 2-dages workshop omkring et meget efterspurgt tema omkring ”Døden og Livet efter døden” – hvor antroposofi og afrikansk kultur mødtes i en spændende samtale.

Det halvårlige møde i East Africa Committee for udvikling af steinerskolerne i Østafrika har fundet sted slut november.  Mange store opgaver ligger der for skolerne, ikke mindst økonomiske opgaver. Meget glædeligt og interessant er det at se den anden store Steiner skole her i Nairobi – Nairobi Waldorf School – der med sit stærke fundament i velstillede forældre, der alle kan betale høje skolepenge, brager igennem med over 500 elever og en opbygget overskole efter det internationale koncept IB – Gymnasium. Ligeledes kan nævnes en stærk udvikling på Steinerskolen i Stone Town på Zanzibar, hvor eleverne alle er fra muslimske familier. Skolen har fået opbygget en overskole bestående af  9-12 klasse, hvor størsteparten af alle de unge elever er kommet til ude fra, og at alle bevidst fra skolens side er forældreløse unge mennesker, der får en ny chance for skolegang.

Foto nedenfor er fra omtalte ”Leadership Course”

Nyhedsbrevet skrevet af Clara Ussing

You are donating to : Greennature Foundation

How much would you like to donate?
10 Kr. 20 Kr. 30 Kr.
Would you like to make regular donations? I would like to make donation(s)
How many times would you like this to recur? (including this payment) *
Name *
Last Name *
Email *
Phone
Address
Additional Note
paypalstripe
Loading...